Åh jeg kan slet ikke vente til min fødselsdag. At der nu står atten på kortet betyder intet, men festerne bliver herlige. På selve dagen, den 18. juni, har jeg inviteret div. familie mm., Malou og Mille. Mille kommer med sikkerhed. Vi skal siddde ude i haven, iklædt Alice in Wonderland-kostumer, og spise kage og være glade. Fredag den 19. har jeg inviteret mindst 25 mennesker til grill og løjer. Det bliver helt sikkert herligt.
Jeg vil organisere. Jeg elsker at organisere. Alle mine bøger skal skrives ned. Alle. Og Cd'er. Der skal tages ned og hænges op på mine vægge. Åhja. Vær konstruktiv, Anna.
søndag den 31. maj 2009
Ohhh mr Wolf..
Et lille barn inde i mig skriger efter at eje Patricks nye album. Ak ja. Det udkommer på mandag, som desværre er en helligdag, så jeg skal vente helt til tirsdag..
De seneste par dage har jeg haft de fire numre, der er på Myspace, kørende på repeat (Hard Times, Damaris, Volture og The Sun is Often Out.)
Både Soundvenue og Gaffa har givet den 5 stjerner.
Men jeg er egentlig ikke i et kreativt mood lige nu (eller...,) så jeg vil lade resten af denne historie fortsætte en anden dag (hvor min begyndende museskade forhåbentlig er gået væk.)
Nighty.
De seneste par dage har jeg haft de fire numre, der er på Myspace, kørende på repeat (Hard Times, Damaris, Volture og The Sun is Often Out.)
Både Soundvenue og Gaffa har givet den 5 stjerner.
Men jeg er egentlig ikke i et kreativt mood lige nu (eller...,) så jeg vil lade resten af denne historie fortsætte en anden dag (hvor min begyndende museskade forhåbentlig er gået væk.)
Nighty.
fredag den 29. maj 2009
Flyv
Jeg nyder læseferien. Næsten for meget. Så meget, at hverdagens larm og stress er skiftet ud med sene nattetimer, engelske børnebøger, som læses under dynen eller ude i skoven med te og kaffe i hånden, så meget, at jeg glemmer at spise, er rundtosset når jeg vågner og fuldstændig har mistet idé om tid og sted. Jeg behøver ikke at skynde mig, jeg er ikke afhængig af nogen eller noget.
I dag var planen, at jeg fra formiddagen skulle til Moesgård. Det kom jeg da også. Uret sagde lidt i et da jeg slog øjnene op. Uden at tænke over det, tog jeg min telefon og tastede min mors nummer. Jeg var chokeret over, at jeg kunne tale. Overvejede at lade være. Jeg gav hende den syrede besked, at min far havde Facebook (syret, meget syret - considering min historie) og afsluttede samtalen, da jeg ikke kunne overskue at tænke endnu. Jeg nåede ikke andet end at vende mig om på den anden side og glo på et tre år gammelt billede af Oh No Ono, der hang på min væg, før mor kom hjem. Der lå et par gamacher under min hovedpude, dem hoppede jeg i og traskede ned ad trapperne. "Hej Anna!" "kaaaaffee... Why, har du købt mere müsli? Eller er det en gammel pose.. What the heck." Tre timer gik med at glo på havregryn, der flød rundt i lunken skummetmælk. En anden time forsvandt ved at lede efter min iPod, som jeg fandt i opladeren og diskussion med mig selv om hvor vidt jeg ville have blå eller lille gamacher på. Åh god morgen! MEN så var det af sted. Med Alice, Dorothy og riskiks pakket i min gule rygsæk drog jeg mod Moesgård, hvor jeg læste om the Scarecow, Toto, The Cheshire Cat, Humpty Dumpty og alle de andre. Gud hvor jeg elsker engelske børnebøger.
Nu er jeg hjemme igen. Jeg har været i bad men ikke fået andet end en bluse på. Åh frihed.
I dag var planen, at jeg fra formiddagen skulle til Moesgård. Det kom jeg da også. Uret sagde lidt i et da jeg slog øjnene op. Uden at tænke over det, tog jeg min telefon og tastede min mors nummer. Jeg var chokeret over, at jeg kunne tale. Overvejede at lade være. Jeg gav hende den syrede besked, at min far havde Facebook (syret, meget syret - considering min historie) og afsluttede samtalen, da jeg ikke kunne overskue at tænke endnu. Jeg nåede ikke andet end at vende mig om på den anden side og glo på et tre år gammelt billede af Oh No Ono, der hang på min væg, før mor kom hjem. Der lå et par gamacher under min hovedpude, dem hoppede jeg i og traskede ned ad trapperne. "Hej Anna!" "kaaaaffee... Why, har du købt mere müsli? Eller er det en gammel pose.. What the heck." Tre timer gik med at glo på havregryn, der flød rundt i lunken skummetmælk. En anden time forsvandt ved at lede efter min iPod, som jeg fandt i opladeren og diskussion med mig selv om hvor vidt jeg ville have blå eller lille gamacher på. Åh god morgen! MEN så var det af sted. Med Alice, Dorothy og riskiks pakket i min gule rygsæk drog jeg mod Moesgård, hvor jeg læste om the Scarecow, Toto, The Cheshire Cat, Humpty Dumpty og alle de andre. Gud hvor jeg elsker engelske børnebøger.
Nu er jeg hjemme igen. Jeg har været i bad men ikke fået andet end en bluse på. Åh frihed.
onsdag den 6. maj 2009
En hyldst til Patrick Wolf, eller..
Jeg er tidligt hjemme fra en kort dag på Århus Akademi. Fra min maves nedre regioner (som nok slet ikke tæller som mave) kommer en bidende smerte. Jeg prøver at overse den, vil gerne slippe af med den, men nej, du er født som pige, Anna.
Ved min side står en gammel, grøn mælkekasse. Den indeholder en stak af musikrelaterede blade, som jeg har samlet sammen siden 2006/2005. Desværre er den vist ikke opdateret længere. Grunden til, at dette grønne vidunder står på min seng, er, at jeg i morges vågnede med et stærkt ønske om, at læse et interview med Patrick Wolf var i en januarudgave af NME fra 2007. Forsiden er prydet med Kele Okerekes figur, bag ved ham gemmer resten af Bloc Party sig. "BLOC PARTY" står med store, hvide blokbogstaver nedenunder dem. Overskriften er "modern life is rubbish," og jeg tænker "HEY det har de sgu hugget fra Blur!" Inde i bladet, inden jeg finder ud af, hvorfor moderne liv er noget fis, finder jeg artiklen med Patrick (at some point føler jeg, at jeg har et personligt forhold til hans musik, så hvorfor ikke også være på fornavn med ham). Dette interview er et af den ugentlige "Peter Robinson VS.." (jeg ved ikke, om de findes nu). Der er et billede af Patrick klædt i noget grøn/blå stas med palliettet. Høh. Og det røde, korte hår, han havde i perioden med "The Magic Position." Kikset men virkelig ham. Det eneste, jeg bider mærke i, er sidste spørgsmål: "Your message to NME readers," hvor han svarer "I'd just like to say, don't look at my face, or my clothes, listen to my music first, then..." "... and then they'll really hate you" "yes! *Guffaws* yes!"
Åhja, det er jo nemt at sige, er det ikke, når man er klædt på til karneval hver dag. Hvad, Patrick.
MEN så tænkte jeg på 2007. Da dette blad udkom, var Bloc Party aktuelle med "A Weekend in the City," Patrick Wolf aktuel med "The Magic Position," Fall Out Boy aktuelle med "Infinity On High," Klaxons aktuelle med "Myths of the Near Future" etc.etc.etc. Jeg havde kort, orange hår, pandehår med 567890 ton hårprudukter og en stor, sort sweat shirt med nitter og matchende tylskørt. Det var mindre end et halvt år efter Antons død, midt i en vinterdepression med hvad der hører til og halvvejs gennem mit første efterskoleskoleår. Min MP3-afspiller var fyldt med My Chemical Romance, Fall Out Boy, The Academy Is, Silverstein, Alexisonfire, Funeral For a Friend, From First to Last osv.osv.osv. Og selvfølgelig tidligerenævnte Patrick Wolf, Bloc Party og andet musik, jeg stadig elsker dybt og vil fortsætte med at gøre. Helena boede hjemme hos os, jeg gik i Converse All Stars og mit WoW-account var kun en skygge af sig selv. Jeg savner intet ved denne tid, kun at have Ditte og Mette som værelseskammerater.
Gud hvor har Patrick ændret ting i mit liv, really. Det lyder absurt at some point. Hans musik gav mig liv og håb, hans tøjstil og attitude var (og er) inspirerende og generelt blev jeg bare glad. Jeg er så glad for, at jeg indså, at han fandtes.
Min mave gør ikke så forfærteligt ondt mere, men det er også en halv time siden, jeg startede på dette.
Slut.
Ved min side står en gammel, grøn mælkekasse. Den indeholder en stak af musikrelaterede blade, som jeg har samlet sammen siden 2006/2005. Desværre er den vist ikke opdateret længere. Grunden til, at dette grønne vidunder står på min seng, er, at jeg i morges vågnede med et stærkt ønske om, at læse et interview med Patrick Wolf var i en januarudgave af NME fra 2007. Forsiden er prydet med Kele Okerekes figur, bag ved ham gemmer resten af Bloc Party sig. "BLOC PARTY" står med store, hvide blokbogstaver nedenunder dem. Overskriften er "modern life is rubbish," og jeg tænker "HEY det har de sgu hugget fra Blur!" Inde i bladet, inden jeg finder ud af, hvorfor moderne liv er noget fis, finder jeg artiklen med Patrick (at some point føler jeg, at jeg har et personligt forhold til hans musik, så hvorfor ikke også være på fornavn med ham). Dette interview er et af den ugentlige "Peter Robinson VS.." (jeg ved ikke, om de findes nu). Der er et billede af Patrick klædt i noget grøn/blå stas med palliettet. Høh. Og det røde, korte hår, han havde i perioden med "The Magic Position." Kikset men virkelig ham. Det eneste, jeg bider mærke i, er sidste spørgsmål: "Your message to NME readers," hvor han svarer "I'd just like to say, don't look at my face, or my clothes, listen to my music first, then..." "... and then they'll really hate you" "yes! *Guffaws* yes!"
Åhja, det er jo nemt at sige, er det ikke, når man er klædt på til karneval hver dag. Hvad, Patrick.
MEN så tænkte jeg på 2007. Da dette blad udkom, var Bloc Party aktuelle med "A Weekend in the City," Patrick Wolf aktuel med "The Magic Position," Fall Out Boy aktuelle med "Infinity On High," Klaxons aktuelle med "Myths of the Near Future" etc.etc.etc. Jeg havde kort, orange hår, pandehår med 567890 ton hårprudukter og en stor, sort sweat shirt med nitter og matchende tylskørt. Det var mindre end et halvt år efter Antons død, midt i en vinterdepression med hvad der hører til og halvvejs gennem mit første efterskoleskoleår. Min MP3-afspiller var fyldt med My Chemical Romance, Fall Out Boy, The Academy Is, Silverstein, Alexisonfire, Funeral For a Friend, From First to Last osv.osv.osv. Og selvfølgelig tidligerenævnte Patrick Wolf, Bloc Party og andet musik, jeg stadig elsker dybt og vil fortsætte med at gøre. Helena boede hjemme hos os, jeg gik i Converse All Stars og mit WoW-account var kun en skygge af sig selv. Jeg savner intet ved denne tid, kun at have Ditte og Mette som værelseskammerater.
Gud hvor har Patrick ændret ting i mit liv, really. Det lyder absurt at some point. Hans musik gav mig liv og håb, hans tøjstil og attitude var (og er) inspirerende og generelt blev jeg bare glad. Jeg er så glad for, at jeg indså, at han fandtes.
Min mave gør ikke så forfærteligt ondt mere, men det er også en halv time siden, jeg startede på dette.
Slut.
tirsdag den 28. april 2009
Blogindlæg fra mandag/søndag den 14/4-09
Uhm... Weekend.
Fredag aften ankom jeg i Hillerød hos Annalou, der var nemlig partæj for tidligere Rantz-folk med mere. Som tiden gik, blev vi ret mange. De fleste Rantz-unger tog hjem tidligt, men vi var nogle stykke, der skulle sove der. Det var hyggeligt. Drak kun to øl, men var påvirket nok af stemningen til at føle mig på kanten til berusethed.
Næste morgen/formiddag gik turen til Korsør. Jeg stoppede ikke engang op i Kjøbenhavn for at glo eller noget, jeg skulle bare videre. Jeg blev hentet på stationen af Fie, hendes mor og Moik. Han begyndte at snakke om alt og intet, jeg kunne ikke lade være med at grine ad det.
Da vi kom hjem til Fie, gav han mig den engelske udgave af "Alice's Adventures in Wonderland" og lignede et lille barn på juleaften. Ligeså gav jeg ham den danske udgave (”Alice i Undreland.”) Kunne have taget ham under armen på stedet og løbet min vej. 36 år eller ej.
SÅ var der kage. Rie, Ronni og deres datter, Lærke, var der også og kagen var fin. Og kaffen.
Resten af dagen brugte Fie, Moik og jeg i haven med Fies hunde. Vi sad bare og snakkede, Moik forsøgte at stå på hænder og hoppede rundt. Han snakker næsten uden dialekt, dog med en smule britisk eftersmag. Og så grinede han hele tiden, og hvis ikke det, så taltehan eller sagde underlige lyde eller sang. Han fandt en trompet og rendte rundt i hele huset imens han spillede på den (og det kunne han.)
Da klokken blev seks, stod jeg på toget. Jeg krammede Fie, næsten kastede hende op i luften af bare glæde. Det kram, jeg fik at Moik, varede en evighed og alligevel alt for kort tid. Jeg var lige ved at blive stående.
I Haslev mødte jeg Berith og hendes veninde. Vi så "Flammen og citronen" og en anden film og så sov jeg.
Næste dag tog jeg hjem til Malou. Jeg havde virkelig savnet hende. Vi rendte rundt i Ullerslev, spiste is og jagtede skygger.
Jeg havde slet ikke lyst til at tage hjem igen. Og endnu mindre tage i skole.
Fredag aften ankom jeg i Hillerød hos Annalou, der var nemlig partæj for tidligere Rantz-folk med mere. Som tiden gik, blev vi ret mange. De fleste Rantz-unger tog hjem tidligt, men vi var nogle stykke, der skulle sove der. Det var hyggeligt. Drak kun to øl, men var påvirket nok af stemningen til at føle mig på kanten til berusethed.
Næste morgen/formiddag gik turen til Korsør. Jeg stoppede ikke engang op i Kjøbenhavn for at glo eller noget, jeg skulle bare videre. Jeg blev hentet på stationen af Fie, hendes mor og Moik. Han begyndte at snakke om alt og intet, jeg kunne ikke lade være med at grine ad det.
Da vi kom hjem til Fie, gav han mig den engelske udgave af "Alice's Adventures in Wonderland" og lignede et lille barn på juleaften. Ligeså gav jeg ham den danske udgave (”Alice i Undreland.”) Kunne have taget ham under armen på stedet og løbet min vej. 36 år eller ej.
SÅ var der kage. Rie, Ronni og deres datter, Lærke, var der også og kagen var fin. Og kaffen.
Resten af dagen brugte Fie, Moik og jeg i haven med Fies hunde. Vi sad bare og snakkede, Moik forsøgte at stå på hænder og hoppede rundt. Han snakker næsten uden dialekt, dog med en smule britisk eftersmag. Og så grinede han hele tiden, og hvis ikke det, så taltehan eller sagde underlige lyde eller sang. Han fandt en trompet og rendte rundt i hele huset imens han spillede på den (og det kunne han.)
Da klokken blev seks, stod jeg på toget. Jeg krammede Fie, næsten kastede hende op i luften af bare glæde. Det kram, jeg fik at Moik, varede en evighed og alligevel alt for kort tid. Jeg var lige ved at blive stående.
I Haslev mødte jeg Berith og hendes veninde. Vi så "Flammen og citronen" og en anden film og så sov jeg.
Næste dag tog jeg hjem til Malou. Jeg havde virkelig savnet hende. Vi rendte rundt i Ullerslev, spiste is og jagtede skygger.
Jeg havde slet ikke lyst til at tage hjem igen. Og endnu mindre tage i skole.
Blogindlæg fra 25/04-09 --- GALLAFEST.
Jeg kom ud af badet klokken halv seks. Af ren rutine kørte jeg en hånd igennem mit hår og nød, at det endnu en gang var kort. Kors jeg lignede en dreng. Inde på værelset fandt jeg den lilla tunika frem og satte noget Soft Cell på.
Jeg bar mine højtalere nedenunder og konstaterede, at de gamle havde forladt huset. Chips og andet fedt blev smidt i skåle og jeg satte mig til at vente. Da der var gået en time, tre kander vand og et par noveller, ringede Pii. ”HEJ, jeg skal lige hente de andre, så kommer vi.” Ja okay. Efter en halv time stod Anders ude foran min dør. Vi tændte fjernsynet, som typisk nok fik en kommentar eller to. Og Bennys enorme antal af DVD’er. Der var, sjovt nok, ”Friends” i TV.
Pludselig kunne jeg høre stemmer og løb ud i køkkenet. Der stod Sandie, Camilla, Michala, Pii og Caroline. Hej med jer. På vej ind blev jeg spurgt, hvorfor vi ikke havde købt et større TV. Jeg måtte forklare, at mit eget altså kun var 14”. Hvad satan. I TV var der Ørkenens Sønner, på bordet stod der øl og min iPod spillede Pink Floyd. Anders delte kort ud. Det var sørme hyggeligt. De elskede vores have og indretningen. Og ved I hvad, jeg forstår godt hvorfor. Da jeg var alene, virkede huset anderledes. Hyggeligt. Det var mig og huset, ikke Benny og huset.
Der var ikke nok plads i bilen til os alle, så Anders og Camilla kørte på hans cykel og jeg sad i bagagerummet. Tænk at jeg, hende den høje, kunne være dér.
På Akademiet var folk klædt fint på. Galla, galla. Ikke som i US-amerikanske film, men fint. Dansen var langsommelig og kedelig. Måske sjov for dem, der dansede den.
Anja, Caroline, Anders, Michala og jeg flygtede til kælderen. Jeg var begyndt at gabe.
Jeg fik et par øl ned, snakket en del med Sandie og så gik turen hjemad. Klokken et.
Benny var hjemme, det stive svin. Han havde gjort mor totalt til grin blandt hendes kollegaer og venner. Naboen sagde, vi kunne kontakte kommunen for at finde et andet sted at bo. Sikke noget. Sikke et liv.
Men jeg har det sgu meget godt.
Jeg bar mine højtalere nedenunder og konstaterede, at de gamle havde forladt huset. Chips og andet fedt blev smidt i skåle og jeg satte mig til at vente. Da der var gået en time, tre kander vand og et par noveller, ringede Pii. ”HEJ, jeg skal lige hente de andre, så kommer vi.” Ja okay. Efter en halv time stod Anders ude foran min dør. Vi tændte fjernsynet, som typisk nok fik en kommentar eller to. Og Bennys enorme antal af DVD’er. Der var, sjovt nok, ”Friends” i TV.
Pludselig kunne jeg høre stemmer og løb ud i køkkenet. Der stod Sandie, Camilla, Michala, Pii og Caroline. Hej med jer. På vej ind blev jeg spurgt, hvorfor vi ikke havde købt et større TV. Jeg måtte forklare, at mit eget altså kun var 14”. Hvad satan. I TV var der Ørkenens Sønner, på bordet stod der øl og min iPod spillede Pink Floyd. Anders delte kort ud. Det var sørme hyggeligt. De elskede vores have og indretningen. Og ved I hvad, jeg forstår godt hvorfor. Da jeg var alene, virkede huset anderledes. Hyggeligt. Det var mig og huset, ikke Benny og huset.
Der var ikke nok plads i bilen til os alle, så Anders og Camilla kørte på hans cykel og jeg sad i bagagerummet. Tænk at jeg, hende den høje, kunne være dér.
På Akademiet var folk klædt fint på. Galla, galla. Ikke som i US-amerikanske film, men fint. Dansen var langsommelig og kedelig. Måske sjov for dem, der dansede den.
Anja, Caroline, Anders, Michala og jeg flygtede til kælderen. Jeg var begyndt at gabe.
Jeg fik et par øl ned, snakket en del med Sandie og så gik turen hjemad. Klokken et.
Benny var hjemme, det stive svin. Han havde gjort mor totalt til grin blandt hendes kollegaer og venner. Naboen sagde, vi kunne kontakte kommunen for at finde et andet sted at bo. Sikke noget. Sikke et liv.
Men jeg har det sgu meget godt.
Abonner på:
Opslag (Atom)
