Åh jeg kan slet ikke vente til min fødselsdag. At der nu står atten på kortet betyder intet, men festerne bliver herlige. På selve dagen, den 18. juni, har jeg inviteret div. familie mm., Malou og Mille. Mille kommer med sikkerhed. Vi skal siddde ude i haven, iklædt Alice in Wonderland-kostumer, og spise kage og være glade. Fredag den 19. har jeg inviteret mindst 25 mennesker til grill og løjer. Det bliver helt sikkert herligt.
Jeg vil organisere. Jeg elsker at organisere. Alle mine bøger skal skrives ned. Alle. Og Cd'er. Der skal tages ned og hænges op på mine vægge. Åhja. Vær konstruktiv, Anna.
søndag den 31. maj 2009
Ohhh mr Wolf..
Et lille barn inde i mig skriger efter at eje Patricks nye album. Ak ja. Det udkommer på mandag, som desværre er en helligdag, så jeg skal vente helt til tirsdag..
De seneste par dage har jeg haft de fire numre, der er på Myspace, kørende på repeat (Hard Times, Damaris, Volture og The Sun is Often Out.)
Både Soundvenue og Gaffa har givet den 5 stjerner.
Men jeg er egentlig ikke i et kreativt mood lige nu (eller...,) så jeg vil lade resten af denne historie fortsætte en anden dag (hvor min begyndende museskade forhåbentlig er gået væk.)
Nighty.
De seneste par dage har jeg haft de fire numre, der er på Myspace, kørende på repeat (Hard Times, Damaris, Volture og The Sun is Often Out.)
Både Soundvenue og Gaffa har givet den 5 stjerner.
Men jeg er egentlig ikke i et kreativt mood lige nu (eller...,) så jeg vil lade resten af denne historie fortsætte en anden dag (hvor min begyndende museskade forhåbentlig er gået væk.)
Nighty.
fredag den 29. maj 2009
Flyv
Jeg nyder læseferien. Næsten for meget. Så meget, at hverdagens larm og stress er skiftet ud med sene nattetimer, engelske børnebøger, som læses under dynen eller ude i skoven med te og kaffe i hånden, så meget, at jeg glemmer at spise, er rundtosset når jeg vågner og fuldstændig har mistet idé om tid og sted. Jeg behøver ikke at skynde mig, jeg er ikke afhængig af nogen eller noget.
I dag var planen, at jeg fra formiddagen skulle til Moesgård. Det kom jeg da også. Uret sagde lidt i et da jeg slog øjnene op. Uden at tænke over det, tog jeg min telefon og tastede min mors nummer. Jeg var chokeret over, at jeg kunne tale. Overvejede at lade være. Jeg gav hende den syrede besked, at min far havde Facebook (syret, meget syret - considering min historie) og afsluttede samtalen, da jeg ikke kunne overskue at tænke endnu. Jeg nåede ikke andet end at vende mig om på den anden side og glo på et tre år gammelt billede af Oh No Ono, der hang på min væg, før mor kom hjem. Der lå et par gamacher under min hovedpude, dem hoppede jeg i og traskede ned ad trapperne. "Hej Anna!" "kaaaaffee... Why, har du købt mere müsli? Eller er det en gammel pose.. What the heck." Tre timer gik med at glo på havregryn, der flød rundt i lunken skummetmælk. En anden time forsvandt ved at lede efter min iPod, som jeg fandt i opladeren og diskussion med mig selv om hvor vidt jeg ville have blå eller lille gamacher på. Åh god morgen! MEN så var det af sted. Med Alice, Dorothy og riskiks pakket i min gule rygsæk drog jeg mod Moesgård, hvor jeg læste om the Scarecow, Toto, The Cheshire Cat, Humpty Dumpty og alle de andre. Gud hvor jeg elsker engelske børnebøger.
Nu er jeg hjemme igen. Jeg har været i bad men ikke fået andet end en bluse på. Åh frihed.
I dag var planen, at jeg fra formiddagen skulle til Moesgård. Det kom jeg da også. Uret sagde lidt i et da jeg slog øjnene op. Uden at tænke over det, tog jeg min telefon og tastede min mors nummer. Jeg var chokeret over, at jeg kunne tale. Overvejede at lade være. Jeg gav hende den syrede besked, at min far havde Facebook (syret, meget syret - considering min historie) og afsluttede samtalen, da jeg ikke kunne overskue at tænke endnu. Jeg nåede ikke andet end at vende mig om på den anden side og glo på et tre år gammelt billede af Oh No Ono, der hang på min væg, før mor kom hjem. Der lå et par gamacher under min hovedpude, dem hoppede jeg i og traskede ned ad trapperne. "Hej Anna!" "kaaaaffee... Why, har du købt mere müsli? Eller er det en gammel pose.. What the heck." Tre timer gik med at glo på havregryn, der flød rundt i lunken skummetmælk. En anden time forsvandt ved at lede efter min iPod, som jeg fandt i opladeren og diskussion med mig selv om hvor vidt jeg ville have blå eller lille gamacher på. Åh god morgen! MEN så var det af sted. Med Alice, Dorothy og riskiks pakket i min gule rygsæk drog jeg mod Moesgård, hvor jeg læste om the Scarecow, Toto, The Cheshire Cat, Humpty Dumpty og alle de andre. Gud hvor jeg elsker engelske børnebøger.
Nu er jeg hjemme igen. Jeg har været i bad men ikke fået andet end en bluse på. Åh frihed.
onsdag den 6. maj 2009
En hyldst til Patrick Wolf, eller..
Jeg er tidligt hjemme fra en kort dag på Århus Akademi. Fra min maves nedre regioner (som nok slet ikke tæller som mave) kommer en bidende smerte. Jeg prøver at overse den, vil gerne slippe af med den, men nej, du er født som pige, Anna.
Ved min side står en gammel, grøn mælkekasse. Den indeholder en stak af musikrelaterede blade, som jeg har samlet sammen siden 2006/2005. Desværre er den vist ikke opdateret længere. Grunden til, at dette grønne vidunder står på min seng, er, at jeg i morges vågnede med et stærkt ønske om, at læse et interview med Patrick Wolf var i en januarudgave af NME fra 2007. Forsiden er prydet med Kele Okerekes figur, bag ved ham gemmer resten af Bloc Party sig. "BLOC PARTY" står med store, hvide blokbogstaver nedenunder dem. Overskriften er "modern life is rubbish," og jeg tænker "HEY det har de sgu hugget fra Blur!" Inde i bladet, inden jeg finder ud af, hvorfor moderne liv er noget fis, finder jeg artiklen med Patrick (at some point føler jeg, at jeg har et personligt forhold til hans musik, så hvorfor ikke også være på fornavn med ham). Dette interview er et af den ugentlige "Peter Robinson VS.." (jeg ved ikke, om de findes nu). Der er et billede af Patrick klædt i noget grøn/blå stas med palliettet. Høh. Og det røde, korte hår, han havde i perioden med "The Magic Position." Kikset men virkelig ham. Det eneste, jeg bider mærke i, er sidste spørgsmål: "Your message to NME readers," hvor han svarer "I'd just like to say, don't look at my face, or my clothes, listen to my music first, then..." "... and then they'll really hate you" "yes! *Guffaws* yes!"
Åhja, det er jo nemt at sige, er det ikke, når man er klædt på til karneval hver dag. Hvad, Patrick.
MEN så tænkte jeg på 2007. Da dette blad udkom, var Bloc Party aktuelle med "A Weekend in the City," Patrick Wolf aktuel med "The Magic Position," Fall Out Boy aktuelle med "Infinity On High," Klaxons aktuelle med "Myths of the Near Future" etc.etc.etc. Jeg havde kort, orange hår, pandehår med 567890 ton hårprudukter og en stor, sort sweat shirt med nitter og matchende tylskørt. Det var mindre end et halvt år efter Antons død, midt i en vinterdepression med hvad der hører til og halvvejs gennem mit første efterskoleskoleår. Min MP3-afspiller var fyldt med My Chemical Romance, Fall Out Boy, The Academy Is, Silverstein, Alexisonfire, Funeral For a Friend, From First to Last osv.osv.osv. Og selvfølgelig tidligerenævnte Patrick Wolf, Bloc Party og andet musik, jeg stadig elsker dybt og vil fortsætte med at gøre. Helena boede hjemme hos os, jeg gik i Converse All Stars og mit WoW-account var kun en skygge af sig selv. Jeg savner intet ved denne tid, kun at have Ditte og Mette som værelseskammerater.
Gud hvor har Patrick ændret ting i mit liv, really. Det lyder absurt at some point. Hans musik gav mig liv og håb, hans tøjstil og attitude var (og er) inspirerende og generelt blev jeg bare glad. Jeg er så glad for, at jeg indså, at han fandtes.
Min mave gør ikke så forfærteligt ondt mere, men det er også en halv time siden, jeg startede på dette.
Slut.
Ved min side står en gammel, grøn mælkekasse. Den indeholder en stak af musikrelaterede blade, som jeg har samlet sammen siden 2006/2005. Desværre er den vist ikke opdateret længere. Grunden til, at dette grønne vidunder står på min seng, er, at jeg i morges vågnede med et stærkt ønske om, at læse et interview med Patrick Wolf var i en januarudgave af NME fra 2007. Forsiden er prydet med Kele Okerekes figur, bag ved ham gemmer resten af Bloc Party sig. "BLOC PARTY" står med store, hvide blokbogstaver nedenunder dem. Overskriften er "modern life is rubbish," og jeg tænker "HEY det har de sgu hugget fra Blur!" Inde i bladet, inden jeg finder ud af, hvorfor moderne liv er noget fis, finder jeg artiklen med Patrick (at some point føler jeg, at jeg har et personligt forhold til hans musik, så hvorfor ikke også være på fornavn med ham). Dette interview er et af den ugentlige "Peter Robinson VS.." (jeg ved ikke, om de findes nu). Der er et billede af Patrick klædt i noget grøn/blå stas med palliettet. Høh. Og det røde, korte hår, han havde i perioden med "The Magic Position." Kikset men virkelig ham. Det eneste, jeg bider mærke i, er sidste spørgsmål: "Your message to NME readers," hvor han svarer "I'd just like to say, don't look at my face, or my clothes, listen to my music first, then..." "... and then they'll really hate you" "yes! *Guffaws* yes!"
Åhja, det er jo nemt at sige, er det ikke, når man er klædt på til karneval hver dag. Hvad, Patrick.
MEN så tænkte jeg på 2007. Da dette blad udkom, var Bloc Party aktuelle med "A Weekend in the City," Patrick Wolf aktuel med "The Magic Position," Fall Out Boy aktuelle med "Infinity On High," Klaxons aktuelle med "Myths of the Near Future" etc.etc.etc. Jeg havde kort, orange hår, pandehår med 567890 ton hårprudukter og en stor, sort sweat shirt med nitter og matchende tylskørt. Det var mindre end et halvt år efter Antons død, midt i en vinterdepression med hvad der hører til og halvvejs gennem mit første efterskoleskoleår. Min MP3-afspiller var fyldt med My Chemical Romance, Fall Out Boy, The Academy Is, Silverstein, Alexisonfire, Funeral For a Friend, From First to Last osv.osv.osv. Og selvfølgelig tidligerenævnte Patrick Wolf, Bloc Party og andet musik, jeg stadig elsker dybt og vil fortsætte med at gøre. Helena boede hjemme hos os, jeg gik i Converse All Stars og mit WoW-account var kun en skygge af sig selv. Jeg savner intet ved denne tid, kun at have Ditte og Mette som værelseskammerater.
Gud hvor har Patrick ændret ting i mit liv, really. Det lyder absurt at some point. Hans musik gav mig liv og håb, hans tøjstil og attitude var (og er) inspirerende og generelt blev jeg bare glad. Jeg er så glad for, at jeg indså, at han fandtes.
Min mave gør ikke så forfærteligt ondt mere, men det er også en halv time siden, jeg startede på dette.
Slut.
Abonner på:
Opslag (Atom)
