Jeg føler mig som nyforelsket. Ikke i nogen, men i noget. I Århus, min hjemby. For lidt over en time forlod jeg Århus Universitets matematiklokaler. 1.o var nemlig blevet inviteret til foredrag. Luften udenfor var kølig og mine kinder skiftede hurtigt til en rødlig nuance. Nogen af drengene og jeg gik nedad mod centrum - de for at drikke et par øl hos Jonathan, jeg for at tage bussen hjem. Pludselig stod jeg alene, på vej mod Vesterbro torv uden egentlig at vide, om jeg gik den rigtige vej ("bare gå den vej, Anna!") Vesterbro torv var stadig i live. Antallet af biler var faldet markant, men mennesker var der endnu. Og der var fem minutter til 7eren kom. Jeg nød den kolde luft mod mit ansigt og besluttede mig for at gå mod Mølleparken i stedet for at stå og glo i de fem minutter. Jeg smilede ad mig selv og mærkede min selvtillid stige. Min gang blev mere fast og selvsikker, mindre sjoskende. Voxhalls indgang var gemt væk bag en stor kø af mennesker som skulle høre et navn, jeg nu har glemt. Jeg huskede sidst, jeg var der - Red Warszawa med Ditte. En følelse af savn og glæde meldte sig - jeg følte mig klar til at nyde bylivet fuldt ud! Selvom jeg vidst, at jeg snart ville sidde i en bus hjem til de grå betonblokke ved Pauldan Müllers Vej. På vej ind i bussen gik jeg målrettet og med opløftet pande, tillod mig at indånde en sidste snært af den århusianske nat og et liv, jeg kun kunne drømme om. Men ak, Århus, du er mit et og alt. Jeg vil ikke bo andre steder, ikke benægte din skønhed og dine fejlbarligheder. Du er som du er, og det er det, jeg kan lide.
tirsdag den 28. april 2009
Blogindlæg fra mandag/søndag den 14/4-09
Uhm... Weekend.
Fredag aften ankom jeg i Hillerød hos Annalou, der var nemlig partæj for tidligere Rantz-folk med mere. Som tiden gik, blev vi ret mange. De fleste Rantz-unger tog hjem tidligt, men vi var nogle stykke, der skulle sove der. Det var hyggeligt. Drak kun to øl, men var påvirket nok af stemningen til at føle mig på kanten til berusethed.
Næste morgen/formiddag gik turen til Korsør. Jeg stoppede ikke engang op i Kjøbenhavn for at glo eller noget, jeg skulle bare videre. Jeg blev hentet på stationen af Fie, hendes mor og Moik. Han begyndte at snakke om alt og intet, jeg kunne ikke lade være med at grine ad det.
Da vi kom hjem til Fie, gav han mig den engelske udgave af "Alice's Adventures in Wonderland" og lignede et lille barn på juleaften. Ligeså gav jeg ham den danske udgave (”Alice i Undreland.”) Kunne have taget ham under armen på stedet og løbet min vej. 36 år eller ej.
SÅ var der kage. Rie, Ronni og deres datter, Lærke, var der også og kagen var fin. Og kaffen.
Resten af dagen brugte Fie, Moik og jeg i haven med Fies hunde. Vi sad bare og snakkede, Moik forsøgte at stå på hænder og hoppede rundt. Han snakker næsten uden dialekt, dog med en smule britisk eftersmag. Og så grinede han hele tiden, og hvis ikke det, så taltehan eller sagde underlige lyde eller sang. Han fandt en trompet og rendte rundt i hele huset imens han spillede på den (og det kunne han.)
Da klokken blev seks, stod jeg på toget. Jeg krammede Fie, næsten kastede hende op i luften af bare glæde. Det kram, jeg fik at Moik, varede en evighed og alligevel alt for kort tid. Jeg var lige ved at blive stående.
I Haslev mødte jeg Berith og hendes veninde. Vi så "Flammen og citronen" og en anden film og så sov jeg.
Næste dag tog jeg hjem til Malou. Jeg havde virkelig savnet hende. Vi rendte rundt i Ullerslev, spiste is og jagtede skygger.
Jeg havde slet ikke lyst til at tage hjem igen. Og endnu mindre tage i skole.
Fredag aften ankom jeg i Hillerød hos Annalou, der var nemlig partæj for tidligere Rantz-folk med mere. Som tiden gik, blev vi ret mange. De fleste Rantz-unger tog hjem tidligt, men vi var nogle stykke, der skulle sove der. Det var hyggeligt. Drak kun to øl, men var påvirket nok af stemningen til at føle mig på kanten til berusethed.
Næste morgen/formiddag gik turen til Korsør. Jeg stoppede ikke engang op i Kjøbenhavn for at glo eller noget, jeg skulle bare videre. Jeg blev hentet på stationen af Fie, hendes mor og Moik. Han begyndte at snakke om alt og intet, jeg kunne ikke lade være med at grine ad det.
Da vi kom hjem til Fie, gav han mig den engelske udgave af "Alice's Adventures in Wonderland" og lignede et lille barn på juleaften. Ligeså gav jeg ham den danske udgave (”Alice i Undreland.”) Kunne have taget ham under armen på stedet og løbet min vej. 36 år eller ej.
SÅ var der kage. Rie, Ronni og deres datter, Lærke, var der også og kagen var fin. Og kaffen.
Resten af dagen brugte Fie, Moik og jeg i haven med Fies hunde. Vi sad bare og snakkede, Moik forsøgte at stå på hænder og hoppede rundt. Han snakker næsten uden dialekt, dog med en smule britisk eftersmag. Og så grinede han hele tiden, og hvis ikke det, så taltehan eller sagde underlige lyde eller sang. Han fandt en trompet og rendte rundt i hele huset imens han spillede på den (og det kunne han.)
Da klokken blev seks, stod jeg på toget. Jeg krammede Fie, næsten kastede hende op i luften af bare glæde. Det kram, jeg fik at Moik, varede en evighed og alligevel alt for kort tid. Jeg var lige ved at blive stående.
I Haslev mødte jeg Berith og hendes veninde. Vi så "Flammen og citronen" og en anden film og så sov jeg.
Næste dag tog jeg hjem til Malou. Jeg havde virkelig savnet hende. Vi rendte rundt i Ullerslev, spiste is og jagtede skygger.
Jeg havde slet ikke lyst til at tage hjem igen. Og endnu mindre tage i skole.
Blogindlæg fra 25/04-09 --- GALLAFEST.
Jeg kom ud af badet klokken halv seks. Af ren rutine kørte jeg en hånd igennem mit hår og nød, at det endnu en gang var kort. Kors jeg lignede en dreng. Inde på værelset fandt jeg den lilla tunika frem og satte noget Soft Cell på.
Jeg bar mine højtalere nedenunder og konstaterede, at de gamle havde forladt huset. Chips og andet fedt blev smidt i skåle og jeg satte mig til at vente. Da der var gået en time, tre kander vand og et par noveller, ringede Pii. ”HEJ, jeg skal lige hente de andre, så kommer vi.” Ja okay. Efter en halv time stod Anders ude foran min dør. Vi tændte fjernsynet, som typisk nok fik en kommentar eller to. Og Bennys enorme antal af DVD’er. Der var, sjovt nok, ”Friends” i TV.
Pludselig kunne jeg høre stemmer og løb ud i køkkenet. Der stod Sandie, Camilla, Michala, Pii og Caroline. Hej med jer. På vej ind blev jeg spurgt, hvorfor vi ikke havde købt et større TV. Jeg måtte forklare, at mit eget altså kun var 14”. Hvad satan. I TV var der Ørkenens Sønner, på bordet stod der øl og min iPod spillede Pink Floyd. Anders delte kort ud. Det var sørme hyggeligt. De elskede vores have og indretningen. Og ved I hvad, jeg forstår godt hvorfor. Da jeg var alene, virkede huset anderledes. Hyggeligt. Det var mig og huset, ikke Benny og huset.
Der var ikke nok plads i bilen til os alle, så Anders og Camilla kørte på hans cykel og jeg sad i bagagerummet. Tænk at jeg, hende den høje, kunne være dér.
På Akademiet var folk klædt fint på. Galla, galla. Ikke som i US-amerikanske film, men fint. Dansen var langsommelig og kedelig. Måske sjov for dem, der dansede den.
Anja, Caroline, Anders, Michala og jeg flygtede til kælderen. Jeg var begyndt at gabe.
Jeg fik et par øl ned, snakket en del med Sandie og så gik turen hjemad. Klokken et.
Benny var hjemme, det stive svin. Han havde gjort mor totalt til grin blandt hendes kollegaer og venner. Naboen sagde, vi kunne kontakte kommunen for at finde et andet sted at bo. Sikke noget. Sikke et liv.
Men jeg har det sgu meget godt.
Jeg bar mine højtalere nedenunder og konstaterede, at de gamle havde forladt huset. Chips og andet fedt blev smidt i skåle og jeg satte mig til at vente. Da der var gået en time, tre kander vand og et par noveller, ringede Pii. ”HEJ, jeg skal lige hente de andre, så kommer vi.” Ja okay. Efter en halv time stod Anders ude foran min dør. Vi tændte fjernsynet, som typisk nok fik en kommentar eller to. Og Bennys enorme antal af DVD’er. Der var, sjovt nok, ”Friends” i TV.
Pludselig kunne jeg høre stemmer og løb ud i køkkenet. Der stod Sandie, Camilla, Michala, Pii og Caroline. Hej med jer. På vej ind blev jeg spurgt, hvorfor vi ikke havde købt et større TV. Jeg måtte forklare, at mit eget altså kun var 14”. Hvad satan. I TV var der Ørkenens Sønner, på bordet stod der øl og min iPod spillede Pink Floyd. Anders delte kort ud. Det var sørme hyggeligt. De elskede vores have og indretningen. Og ved I hvad, jeg forstår godt hvorfor. Da jeg var alene, virkede huset anderledes. Hyggeligt. Det var mig og huset, ikke Benny og huset.
Der var ikke nok plads i bilen til os alle, så Anders og Camilla kørte på hans cykel og jeg sad i bagagerummet. Tænk at jeg, hende den høje, kunne være dér.
På Akademiet var folk klædt fint på. Galla, galla. Ikke som i US-amerikanske film, men fint. Dansen var langsommelig og kedelig. Måske sjov for dem, der dansede den.
Anja, Caroline, Anders, Michala og jeg flygtede til kælderen. Jeg var begyndt at gabe.
Jeg fik et par øl ned, snakket en del med Sandie og så gik turen hjemad. Klokken et.
Benny var hjemme, det stive svin. Han havde gjort mor totalt til grin blandt hendes kollegaer og venner. Naboen sagde, vi kunne kontakte kommunen for at finde et andet sted at bo. Sikke noget. Sikke et liv.
Men jeg har det sgu meget godt.
Abonner på:
Opslag (Atom)
