En hyldst til Patrick Wolf, eller..

Jeg er tidligt hjemme fra en kort dag på Århus Akademi. Fra min maves nedre regioner (som nok slet ikke tæller som mave) kommer en bidende smerte. Jeg prøver at overse den, vil gerne slippe af med den, men nej, du er født som pige, Anna.
Ved min side står en gammel, grøn mælkekasse. Den indeholder en stak af musikrelaterede blade, som jeg har samlet sammen siden 2006/2005. Desværre er den vist ikke opdateret længere. Grunden til, at dette grønne vidunder står på min seng, er, at jeg i morges vågnede med et stærkt ønske om, at læse et interview med Patrick Wolf var i en januarudgave af NME fra 2007. Forsiden er prydet med Kele Okerekes figur, bag ved ham gemmer resten af Bloc Party sig. "BLOC PARTY" står med store, hvide blokbogstaver nedenunder dem. Overskriften er "modern life is rubbish," og jeg tænker "HEY det har de sgu hugget fra Blur!" Inde i bladet, inden jeg finder ud af, hvorfor moderne liv er noget fis, finder jeg artiklen med Patrick (at some point føler jeg, at jeg har et personligt forhold til hans musik, så hvorfor ikke også være på fornavn med ham). Dette interview er et af den ugentlige "Peter Robinson VS.." (jeg ved ikke, om de findes nu). Der er et billede af Patrick klædt i noget grøn/blå stas med palliettet. Høh. Og det røde, korte hår, han havde i perioden med "The Magic Position." Kikset men virkelig ham. Det eneste, jeg bider mærke i, er sidste spørgsmål: "Your message to NME readers," hvor han svarer "I'd just like to say, don't look at my face, or my clothes, listen to my music first, then..." "... and then they'll really hate you" "yes! *Guffaws* yes!"
Åhja, det er jo nemt at sige, er det ikke, når man er klædt på til karneval hver dag. Hvad, Patrick.
MEN så tænkte jeg på 2007. Da dette blad udkom, var Bloc Party aktuelle med "A Weekend in the City," Patrick Wolf aktuel med "The Magic Position," Fall Out Boy aktuelle med "Infinity On High," Klaxons aktuelle med "Myths of the Near Future" etc.etc.etc. Jeg havde kort, orange hår, pandehår med 567890 ton hårprudukter og en stor, sort sweat shirt med nitter og matchende tylskørt. Det var mindre end et halvt år efter Antons død, midt i en vinterdepression med hvad der hører til og halvvejs gennem mit første efterskoleskoleår. Min MP3-afspiller var fyldt med My Chemical Romance, Fall Out Boy, The Academy Is, Silverstein, Alexisonfire, Funeral For a Friend, From First to Last osv.osv.osv. Og selvfølgelig tidligerenævnte Patrick Wolf, Bloc Party og andet musik, jeg stadig elsker dybt og vil fortsætte med at gøre. Helena boede hjemme hos os, jeg gik i Converse All Stars og mit WoW-account var kun en skygge af sig selv. Jeg savner intet ved denne tid, kun at have Ditte og Mette som værelseskammerater.
Gud hvor har Patrick ændret ting i mit liv, really. Det lyder absurt at some point. Hans musik gav mig liv og håb, hans tøjstil og attitude var (og er) inspirerende og generelt blev jeg bare glad. Jeg er så glad for, at jeg indså, at han fandtes.
Min mave gør ikke så forfærteligt ondt mere, men det er også en halv time siden, jeg startede på dette.
Slut.