look at the stars look how they shine for you

sig mig, unge mand, hvilken dato er det i dag?
ja, jeg aner det ikke. tillad mig at være flabet, men jeg er sgu også ligeglad.
weekenden er ved at være omme, og sammen med september måned vil den forsvinde til fordel for lektier, kulde og oktober. jeg har ikke den fjerneste idé om, hvordan jeg har fået de sidste to dage til at gå, men væk er de. ligesom strømmen på min computer også snart er, ja. jeg er træt, nærmest syg. min krop hungre efter en bid af efterårets friske luft og naturens blide sind. men det er for sent nu. klokken nærmer sig otte, og jeg bør ikke forlade huset. selvfølgelig vil der ikke være noget galt i det, jeg er bare for træt. det ærger mig. men heldigvis (åh gud! jeg takker dig) har jeg kun tre timer i morgen. og jeg overvejer at pjække fra den ene af dem. af ren dumhed. og frygt for min matematiklærer. en tåbe jeg er. mit had til matematik er som en ond smerte i min mave. en lykke om min hals. matematikken vil slå mig ihjel, hvis ikke jeg selv gør det, eller besejrer den inden da. svækling.
jeg drikker varm hyldeblomstsuppe som ligner blod. faktisk, så tror jeg, det er blod, bare med en mildere smag og mindre jern. jeg er næsten overbevist. den mørkerøde suppe var det første jeg indtog, da jeg som tolvårig fandt ud af, hvorfor jeg burde blive steril. frygteligt.
min moder og ham, der kalder sig min papfar, sidder mageligt i hans blodrøde okseskinds sofaer og ser den værdste parodi på en film om romerne, jeg nogensinde har været vidne til. det er som et optaget teaterstykke. jeg tror faktisk, skuespillerne er overbevist om, at det er et skuespil. trist at se på. men verden ville også være trist hvis den var perfekt, ikke? jo da.
jeg græd i går. ikke nogen indetrængt hulken, men en følelse af klare, våde tåre der forlod mine øjne og faldt som floder ned ad mine kinder. jeg læste en bog, hvor der var en pige som døde. det sker ofte i bøger, men jeg kan ikke holde døden ud. i film som "saw" er det ligemeget, da der ingen inderlig sorg er. men når sorg og følelser vises, er der et barn i mig som græder, græder for sin onkel, sin far og alle de andre. min mor siger, jeg burde skrive det hele ned, mine tanker og følelser om sorg. jeg ved bare ikke hvor jeg skal starte og slutte, for min sorg er stor, større end nogen anden følelse, jeg nogensinde har følt. større end kærlighed. jeg vil gøre mit forsøg. problemet er bare, at jeg ikke ved hvem der skal vide hvad og hvorfor, hvem er det henvendt til. jeg må vel bare gøre, hvad jeg selv finder bedst, ja.




OBS! omkvædet er:
"Your skin
Oh yeah your skin and bones
Turn into something beautiful.."
etc.
jeg er træt af folk, der får tekster til at lyde som noget så latterligt som det, de har gjort ved dette vidunder.

jajajjajajjajajajjaj

ÅH GUD! hvem opfandt læsetræning og satte noget så kedeligt som Lise Haupt ind i det? den/de person(er) burde spankes til deres dages ende!
her sidder jeg, på århus akademi, lokale 44; bagerste række med min computer OG DØR AF KEDSOMHED.
jiphæyy. "udtyk din skriveidé i en sætning". jaja, Lise.
blablabla. talk shit.
jajaja, jeg burde bare være glad for, at jeg har mulighed for at lære det (lære hvad?!), men for POKKER hvorfor skal det være så kedeligt?


I could really use world of warcraft!

WOW

for sjatan da også. ved I hvad? jeg hader at være syg. det ER en personlig fornærmelse, ja. på alle måder. fyføj. i det mindste keder jeg mig ikke så meget som jeg nok kunne. men.. det er søøøøørme sygt alligevel.
men så så jeg lys. for en halv time tiden fik jeg en åbenbaring. jeg sad i min seng og læste "kunsten at græde i kor" og hørte foo fighters da det stod klart for mig; jeg måtte ud af huset! jeg ville løbe ned i tp og købe den efterklang cd, jeg ikke har. godtnok skulle pengene bruges til en koncert i aften, men det er ikke super fedt at være til koncert når man er syg (unskyld rumraket!).
jeg har fået en hel ny energi, jeg ikke har haft længe, eller siden jeg lagde mig syg mandag aften. jeg sidder i min seng og næsten danser af ren energi.
uhaauha nu må jeg ud og bruge noget af min energi, inden den forsvinder. :D.


yay for denne sang:

I get high on music

åh gud. gudgudgud. og musik. da jeg skrev et essay om musik, skrev jeg ordet gud (eller god da det var på engelsk) mindst to gange. da jeg skrev et essay om gud, skrev jeg ordet musik mindst to gange. same freakin' same to me.
i går var jeg vidne til et vidunder. musik caféen - småt spillested fyldt til randen af te-drikkende mennesker, små borde, stearinlys og rare toner. tonerne var skabt af jacob faurholt, munck//johnson og taxi taxi. en del af rumraket label night. det var.. VIDUNDERLIGT.
jeg er ret sløv lige nu. træt. jeg hører murder, som jeg skal se den 25. på musik caféen, samme sted hvor jeg skal se kisskisskiss, bodebrixen, slaraffenlad osv. i næste uge. jeg ved ikke hvor jeg skal få pengene fra..

efterklang

jeg vågnede i nat. det eneste lys, der var omkring mig, var skæret af den røde lampe. pludselig huskede jeg, hvor jeg var og hvordan, jeg var faldet i søvn. musikken var stoppet, så jeg havde sovet i hvert fald i to timer. jeg kunne høre mie, min niece, græde i værelset ved siden af. og min mor, hende der et eller andet sted var barnets rigtige moder, som skyndte sig ind til mie for at trøste. småbørn græder jo konstant.
jeg lå der i min seng, i det røde lys, tændte musikken igen og lod mig glide ind i min selvskabte verden igen. væk fra virkeligheden. jeg tænkte på den bog, jeg blev færdig med få timer inden. sådanne bøger giver mig lyst til at være dreng. jeg ved ikke, hvad jeg tænkte, eller om det hele bare var en drøm. det var ligesom tåget. lyden af bilerne udenfor var så fjern. en anden dimension. mon jeg nogensinde lærer at leve i nuét? ikke foreløbig.
jeg døsede. forestillede mig, mit værelse var en skov. at der var træer omkring mig, træer der stod som en bue omkring mig. beskyttede mig for tanker udefra. i mine tanker blev det røde lys til et bål. en varme, beskyttende og smuk.
jeg sov.

da jeg vågnede i morges var verden anderledes end den, jeg huskede fra tideligere. jeg blev vækket af det selv samme skrig som i nat. mon det barn har skreget hele natten? jeg var ikke træt længere. faktisk mere udhvilet end nogensinde, måske. jeg lå i lang tid. bare lyttede til musikken og fulgte tankestrømmen. vendte og drejede hver en sten i mit univers.
jeg fandt bogen fra i går. læste de bedste sider. specielt dem, hvor følelserne var mest intense. bogen var egentlig ikke særlig god, men den gjorde mig på en måde glad, gav mig insigt. skabte billeder af hidtil ukendt karakter. smukt.
jeg legede med tanken, tanken om at leve i mit eget univers, min selvskabte verden. jeg tænkte på, hvor nemt livet ville være, hvis man kunne sætte det på standby og leve, som man selv ville. jeg ville blive utrolg psykotisk og ensom, men for psykotisk til at vide det.
jeg gik nedenunder. huset var tomt. udover mig. der var tegn på tideligere liv. beskidte tallerkener, halvtomme kaffekrus. som jeg stod der, alene i køkkenet lørdag morgen, følte jeg mig forvirret. jeg ville ønske, tiden gik i stå. jeg ville ikke vende tilbage til det virkelige liv.
liv? jeg tænkte over ordet. faktisk, sådan når alt kommer til alt, oplever jeg ikke mit liv i kronologisk rækkefølge. jeg fortæller mig selv historien om mit liv. som var det en dagbog, jeg læste.
livet skræmmer mig. livet elsker mig.

er du der?

kære far

lige nu har jeg intet højere ønske, end at se dig, mærke dig, vide at du er virkelig. jeg ville inderligt ønske, jeg kunne spole tiden tilbage til den dag, jeg så dig sidst. jeg kan hverken huske din stemme eller dit udseende, men jeg kan huske en ensom mand med en stor kærlighed. den mand, dig, har betydet så meget for mig, selv da vores kommunikations niveau var lig nul - med andre ord, jeg har altid elsket dig, og gør det stadig, selvom du bare er et fjernt barndomsminde.
du var alt, hvis ikke så virkelig meget. det var dig, jeg så op til, da jeg var lille, da jeg ville læse astronomi, da jeg ville læse historie, filosofi og alt andet, du havde uendelig viden om. du var min inspirationskilde, min fraværende støtte. din eksistens og de mål, du havde gennemført, overbeviste mig om, at jeg alligevel kunne blive til noget.
nu er jeg efterhånden "voksen", hvad det så end er, og ved du hvad? nej, en faderrolle er ikke noget, man behøver for at blive et godt menneske, men jeg tror ikke, jeg nogensinde vil have børn. selvfølgelig vil jeg ikke være faderen, men jeg vil hellere ikke være moderen. du har lært mig alt det, jeg ikke skal gøre, men det gør mig også usikker på det, jeg skal gøre.
jeg vil utrolig gerne til skagen. hvad jeg skal der? jo ser du, jeg vil virkelig gerne se det sted, min far er vokset op. jeg vil vide hvordan du var, da du var på min alder (ja, jeg har hørt og psyk. og alt det), hvad du interesserede dig for osv. jeg vil vide, om du kan se noget af dig selv i mig. jeg vil vide, hvad du var igennem, hvad du følte. jeg ønsker for guds skyld at forstå dig.
jeg er ked af det brev, du modtog. brevet fra helena. jeg blamer hende for alt (undskyld mor - og helena). intet af det der stod var mine ord. jeg ØNSKER kontakt med dig. jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare dig det, om jeg nogensinde får mulighed for det. men jeg vil gøre alt for det.

kærlig hilsen din datter Anna