efterklang

jeg vågnede i nat. det eneste lys, der var omkring mig, var skæret af den røde lampe. pludselig huskede jeg, hvor jeg var og hvordan, jeg var faldet i søvn. musikken var stoppet, så jeg havde sovet i hvert fald i to timer. jeg kunne høre mie, min niece, græde i værelset ved siden af. og min mor, hende der et eller andet sted var barnets rigtige moder, som skyndte sig ind til mie for at trøste. småbørn græder jo konstant.
jeg lå der i min seng, i det røde lys, tændte musikken igen og lod mig glide ind i min selvskabte verden igen. væk fra virkeligheden. jeg tænkte på den bog, jeg blev færdig med få timer inden. sådanne bøger giver mig lyst til at være dreng. jeg ved ikke, hvad jeg tænkte, eller om det hele bare var en drøm. det var ligesom tåget. lyden af bilerne udenfor var så fjern. en anden dimension. mon jeg nogensinde lærer at leve i nuét? ikke foreløbig.
jeg døsede. forestillede mig, mit værelse var en skov. at der var træer omkring mig, træer der stod som en bue omkring mig. beskyttede mig for tanker udefra. i mine tanker blev det røde lys til et bål. en varme, beskyttende og smuk.
jeg sov.

da jeg vågnede i morges var verden anderledes end den, jeg huskede fra tideligere. jeg blev vækket af det selv samme skrig som i nat. mon det barn har skreget hele natten? jeg var ikke træt længere. faktisk mere udhvilet end nogensinde, måske. jeg lå i lang tid. bare lyttede til musikken og fulgte tankestrømmen. vendte og drejede hver en sten i mit univers.
jeg fandt bogen fra i går. læste de bedste sider. specielt dem, hvor følelserne var mest intense. bogen var egentlig ikke særlig god, men den gjorde mig på en måde glad, gav mig insigt. skabte billeder af hidtil ukendt karakter. smukt.
jeg legede med tanken, tanken om at leve i mit eget univers, min selvskabte verden. jeg tænkte på, hvor nemt livet ville være, hvis man kunne sætte det på standby og leve, som man selv ville. jeg ville blive utrolg psykotisk og ensom, men for psykotisk til at vide det.
jeg gik nedenunder. huset var tomt. udover mig. der var tegn på tideligere liv. beskidte tallerkener, halvtomme kaffekrus. som jeg stod der, alene i køkkenet lørdag morgen, følte jeg mig forvirret. jeg ville ønske, tiden gik i stå. jeg ville ikke vende tilbage til det virkelige liv.
liv? jeg tænkte over ordet. faktisk, sådan når alt kommer til alt, oplever jeg ikke mit liv i kronologisk rækkefølge. jeg fortæller mig selv historien om mit liv. som var det en dagbog, jeg læste.
livet skræmmer mig. livet elsker mig.