look at the stars look how they shine for you

sig mig, unge mand, hvilken dato er det i dag?
ja, jeg aner det ikke. tillad mig at være flabet, men jeg er sgu også ligeglad.
weekenden er ved at være omme, og sammen med september måned vil den forsvinde til fordel for lektier, kulde og oktober. jeg har ikke den fjerneste idé om, hvordan jeg har fået de sidste to dage til at gå, men væk er de. ligesom strømmen på min computer også snart er, ja. jeg er træt, nærmest syg. min krop hungre efter en bid af efterårets friske luft og naturens blide sind. men det er for sent nu. klokken nærmer sig otte, og jeg bør ikke forlade huset. selvfølgelig vil der ikke være noget galt i det, jeg er bare for træt. det ærger mig. men heldigvis (åh gud! jeg takker dig) har jeg kun tre timer i morgen. og jeg overvejer at pjække fra den ene af dem. af ren dumhed. og frygt for min matematiklærer. en tåbe jeg er. mit had til matematik er som en ond smerte i min mave. en lykke om min hals. matematikken vil slå mig ihjel, hvis ikke jeg selv gør det, eller besejrer den inden da. svækling.
jeg drikker varm hyldeblomstsuppe som ligner blod. faktisk, så tror jeg, det er blod, bare med en mildere smag og mindre jern. jeg er næsten overbevist. den mørkerøde suppe var det første jeg indtog, da jeg som tolvårig fandt ud af, hvorfor jeg burde blive steril. frygteligt.
min moder og ham, der kalder sig min papfar, sidder mageligt i hans blodrøde okseskinds sofaer og ser den værdste parodi på en film om romerne, jeg nogensinde har været vidne til. det er som et optaget teaterstykke. jeg tror faktisk, skuespillerne er overbevist om, at det er et skuespil. trist at se på. men verden ville også være trist hvis den var perfekt, ikke? jo da.
jeg græd i går. ikke nogen indetrængt hulken, men en følelse af klare, våde tåre der forlod mine øjne og faldt som floder ned ad mine kinder. jeg læste en bog, hvor der var en pige som døde. det sker ofte i bøger, men jeg kan ikke holde døden ud. i film som "saw" er det ligemeget, da der ingen inderlig sorg er. men når sorg og følelser vises, er der et barn i mig som græder, græder for sin onkel, sin far og alle de andre. min mor siger, jeg burde skrive det hele ned, mine tanker og følelser om sorg. jeg ved bare ikke hvor jeg skal starte og slutte, for min sorg er stor, større end nogen anden følelse, jeg nogensinde har følt. større end kærlighed. jeg vil gøre mit forsøg. problemet er bare, at jeg ikke ved hvem der skal vide hvad og hvorfor, hvem er det henvendt til. jeg må vel bare gøre, hvad jeg selv finder bedst, ja.




OBS! omkvædet er:
"Your skin
Oh yeah your skin and bones
Turn into something beautiful.."
etc.
jeg er træt af folk, der får tekster til at lyde som noget så latterligt som det, de har gjort ved dette vidunder.